Sådan får du den udenlandske elev til at føle sig hjemme: en praktisk guide

Når en ny elev kommer fra et andet land, starter opgaven ikke med lektierne. Den starter med at finde toilettet, den rigtige bus og en ven at spise frokost med. Det ved enhver lærer eller skoleleder, der har modtaget en udenlandsk elev, men dagens travlhed kan presse den indledende, menneskelige indsats til sidstepladsen. Man ender med at levere et standard velkomstmappe og håbe på det bedste. Men når eleven ikke føler sig tryg, lærer han eller hun heller ikke. Det er ikke en teori, det er noget, jeg ser igen og igen, når jeg hjælper skoler med integrationen.

Over tid har jeg samlet en række helt konkrete metoder, der gør den første tid nemmere for både elev og skole. En central ressource i dette arbejde er netværket og værktøjerne, man kan finde gennem fagfolk, der forstår processen indefra. For at komme i gang med konkrete planer og inspiration er det en god idé at kigge mod erfarne samarbejdspartnere. For eksempel kan explorius.net side give skolen et solidt fundament med deres program for udvekslingselever og deres fokus på den enkelte. Men selv den bedste partnerordning skal suppleres med handlinger på klasselokalet. Så hvad kan du gøre mandag morgen?

Forbered klassen før elevens ankomst

Det største fejlskær er at behandle den nye elev som et eksotisk tiltængselsstykke. I stedet skal klassen gøres til en aktiv medspiller. Jeg bad en lærer i Sønderjylland om at fortælle klassen, at de om tre uger ville få en elev fra Italien ved navn Luca. Opgaven til klassen var ikke at lære om Italien, men at tænke over, hvad de selv havde brug for at vide, da de startede i skolen. De lavede en liste: hvordan man finder omklædningsrummet til idræt, hvem man spørger hvis man er syg, hvor man kan købe en billig frokost. Listen blev til en lille video, som klassen filmede på engelsk. Da Luca kom, var hans første lektie at se denne personlige velkomstvideo fra hans kommende klassekammerater. Isen var brudt før han overhovedet havde sat sin taske ned.

Pointen er at flytte fokus fra at informere til at involvere. Den lokale klasse får et ansvar og en stolthed over at være værter. Den nye elev ser en gruppe mennesker, der aktivt venter på ham, ikke en anonym masse, han skal kæmpe sig ind i.

Opret små, meningsfulde successer fra dag ét

Sproget er den største barriere, men den første succes behøver ikke at være en fejlfri dansk stile. Det handler om at etablere tillid og følelsen af mestring. En lærer i Aarros viste mig sin metode. På den nye elevs første dag bad hun ikke om at høre om familien eller hjemlandet. I stedet gav hun hende og en parrings elev et enkelt, praktisk opdrag: gå ned i kantinen og find ud af, hvad der er til frokost i morgen. Opgaven krævede kun nogle få nøgleord. Pigerne kom tilbage med et svar og en fortælling om, at kantinedamen havde givet dem en smagsprøve. Eleverne havde løst en opgave sammen, de havde fået en belønning, og de havde noget konkret at rapportere tilbage. En lille, men perfekt succes.

Jeg opfordrer altid lærere til at planlægge denne type mikrosuccesser for den første uge. Det kan være at finde et bestemt bogskab, at aflevere en besked på kontoret, at lære navnet på skolens pedel. Hver af disse handlinger bygger et mental kort over skolen og skaber et mønster for, at udfordringer kan overvindes. Det er langt vigtigere end grammatik i starten.

Find den sociale krog der ikke handler om sprog

Den udenlandske elev bliver ofte placeret i en boldgade eller en gruppesamtale og bedt om at ‘være med’. Det kan være ligegyldigt hårdt, når man ikke kan følge med. Løsningen er at identificere aktiviteter, hvor sproget er sekundært. En skole i Nordsjælland havde stor succes med at matche deres tyske udvekslingselev med skolens robot-klub. Her handlede det om at bygge og programmere. Kommunikationen foregik med hænder, få engelske ord og meget kode. Elevens ekspertise blev værdifuld, og hans sociale position blev bygget på kompetence, ikke på hans evne til at fortælle en vittighed på dansk.

Kig på skolens klubber: madlavning, fotografering, brætspil, fodbold, håndværk. Disse kontekste fjerner den konstante sprognedtur og giver plads til en anden form for sammenhør. Det kræver, at en lærer eller kontaktperson tager sig tid til at finde den rigtige krog, men gevinsten er enorm.

Disse tiltag lyder måske enkle, men de kræver en bevidst prioritering. For mange skoler bliver det til en kasse, der skal afkrydses: ‘Udenlandsk elev modtaget, danskundervisning sat i gang.’ Men selve modtagelsen er nøglen. Hvis den fejler, kæmper eleven et langt, ensomt slag resten af opholdet.

• Tildel en ‘venneparring’, men giv dem en konkret, lille opgave at løse sammen i løbet af den første time. Gør det til deres fælles mission, ikke et passivt venskab.
• Lav et visuelt ‘overlevelseskort’ over skolen med billeder og få ord for de vigtigste steder: kontor, sygestue, favoritlærerens værelse, busholdeplads. Det er bedre end en tekstfuld brochure.
• Hold en kort, ugentlig check-in med eleven og parringen uden for klassens timetal. Spørg ikke ‘hvordan går det?’, men ‘hvad var det sværeste du fandt ud af i denne uge?’ og ‘hvem hjalp dig med det?’.

Målet er ikke en perfekt, kulturberigende oplevelse. Målet er, at eleven om fire uger har en person, han eller hun tør spørge om hjælp, og et sted i skolen, hvor de føler, de hører til. Resten, også det akademiske, følger lettere derfra. Det er hårdt, praktisk arbejde. Men det er arbejdet der gør forskellen.